- Belung Magazine
Dette websted bruger cookies til at forbedre din browseroplevelse. Ved at bruge dette websted accepterer du deres brug OK, jeg er enig Nej, giv mig mere info

View other editions

Som ILS-patient kender du sikkert "lungefunktionsundersøgelser". Når du f.eks. puster ind i et apparat, så meget du kan, så en sygeplejerske på en skærm kan se, hvor godt dine lunger fungerer. Men hvad sker der egentlig, når du puster ind i maskinen? Og hvad handler de mystiske grafer, der viser dine resultater, om? I denne artikel ser vi nærmere på lungefunktionsundersøgelsen ved at kigge en ekspert over skulderen. 

pulmonary_function_technologist_Anita_Jansen

Lungemedicinerne skal have så mange oplysninger som muligt for at kunne give en god vurdering af din lungefunktion. Lungefunktionsteknikeren giver mange af disse oplysninger. Til denne artikel har BELUNG besøgt Anita Jansen, som er lungefunktionstekniker fra Holland. 

Anita bruger meget af sin tid på at undersøge patienternes lungefunktion, f.eks. i forbindelse med interstitiel lungesygdom (ILS)

"Jeg påbegyndte uddannelsen som lungefunktionstekniker i 1996," fortæller Anita. "På tredje år i uddannelsen blev jeg ansat på dette hospital, og jeg har arbejdet her siden." Som lungefunktionstekniker bruger Anita meget af sin tid på at undersøge patienternes lungefunktion, f.eks. i forbindelse med interstitiel lungesygdom (ILS).

Dagens to første patienter kommer for at gennemgå en spirometriundersøgelse," forklarer Anita. "Det kaldes også en flow-volumen-kurve." Det første, Anita gør, når hun har hilst på den første patient og forklaret, hvad den nysgerrige journalist laver på hendes kontor, er at måle og veje patienten: "Vi vil gerne standardisere undersøgelsen. Når vi kender en patients alder, etnicitet, køn, vægt og højde, ved vi, hvad patientens normale lungefunktion cirka skal være. En kvinde på 75 år og 50 kg vil f.eks. have en anden lungefunktion end en mand på 40 år, der vejer 90 kg, uanset eventuelle sygdomme."

Når patienten er blevet målt og vejet, bliver han eller hun spurgt, om der er nogen sygdomme, Anita skal vide noget om. "Jeg er nødt til at være sikker på, at patienten kan klare undersøgelserne," forklarer Anita. "Hvis patienten f.eks. er blevet opereret for nylig, er nogle undersøgelser for risikable." Når Anita har spurgt, om patienten har taget sin medicin i dag (da det kan påvirke resultaterne), kan selve undersøgelserne udføres. 

Pusterør

SpirometerDet er her, spirometeret kommer ind i billedet. Apparatet ligner lidt et pusterør, som sidder på en lille kran.

Først tager Anita plastikken af et nyt mundstykke og sætter mundstykket på pusterøret. "En af de ting, man kan måle med et spirometer, er den mængde luft, der inspireres, dvs. trækkes ind, og eksspireres, dvs. pustes ud af lungerne," forklarer Anita. "Af hygiejnehensyn får hver patient sit eget mundstykke, som kasseres efter undersøgelsen."

Anita beder patienten om at trække vejret normalt et stykke tid, hvorefter patienten skal tage den dybeste indånding, hun kan, og derefter puste ud så kraftigt som muligt, så længe som muligt, helst i mere end seks sekunder. Der afsluttes med en hurtig indånding. Mens patienten forsøger at følge Anitas anvisninger så godt som muligt, viser graferne på computerskærmen os, hvordan det går. "Spirometeret indeholder en sensor," forklarer Anita. "Sensoren måler den luft, der inspireres og eksspireres af lungerne, og oversætter det med det samme til digitale grafer." På computerskærmen kan vi se to forskellige grafer. "De kaldes spirogrammer," siger Anita. "Den øverste graf er en volumen-tid-kurve, som viser volumen på den lodrette akse og tid på den vandrette akse. Den anden er en flow-volumen-kurve, som afbilder hastigheden af luftstrømmen på den lodrette akse og det samlede volumen, som er inspireret eller eksspireret, på den vandrette akse." (Se billede).
dk-spirometer-airflow-belung-magazine Flow-volumen-kurve. Den skarpe opadgående linje viser en kraftig eksspiration, hvorefter luften pustes langsommere ud, og inspirationen er afbildet under den vandrette linje. Kilde: Wikipedia

Anita forklarer patienten, at hun skal have tre gode grafer for at være sikker på, at målingerne er så pålidelige som muligt. "Jeg sender resultaterne af undersøgelsen til lungemedicineren med det samme," fortæller Anita. "Når patienten er færdig her, går hun hen til lægen, som kan vurdere resultaterne og tale med patienten om dem."

Når lægen modtager graferne, kan han vurdere patientens lungefunktion. Når en patient f.eks. har IPF, er flow-volumen-kurven smallere. Det sker, fordi fibrosen får lungernes volumen til at blive mindre (se billedet). Samtidig er luftstrømmen større end på et "normalt" spirogram, fordi fibrosen også får lungerne til at holde sig åbne i længere tid. 

 
dk-spirometer-flow-volume-belung-magazine Eksempel på flow-volumen-kurve hos IPF-patient. Kurven er smallere, og volumen er større, på grund af fibrosen i lungerne. Kilde: Medix Publishers

Diffusionsundersøgelse

Når Anita har udført spirometriundersøgelsen på de to patienter, ser hun en patient, som er kommet ind til en diffusionsundersøgelse. "Med en diffusionsundersøgelse måler vi, hvor godt gassen optages i blodet gennem lungeblærerne," forklarer Anita. Når du trækker luft ind, passerer ilten fra den mindste del af lungerne gennem en lillebitte membran og over i blodet. Denne proces kan imidlertid være hæmmet, f.eks. hvis membranen er fortykket, som det ses ved ILS. Til denne undersøgelse bruger vi det samme apparat, men jeg åbner nu en luge, så når patienten trækker vejret ind, indånder hun gasser fra gasflasken derovre." Der står faktisk en gasflaske op mod væggen, som er koblet til apparatet med slanger, lidt som en dykkerflaske på en dykker. Anita påpeger, at gasflasken indeholder to forskellige typer gas: kulilte og metan.

"Først beder jeg patienten om at puste ud alt, hvad hun kan," fortæller Anita. "Hun indånder derefter så meget af gasblandingen fra flasken, som hun kan, holder gassen i lungerne i ca. 10 sekunder og puster ud." Undersøgelsen fungerer som følger: En type gas optages i blodet (kulilten), men det gør den anden gas ikke (metan). Ved at sammenligne mængden af de to gasser i udåndingsluften kan Anita se, hvor godt kulilten er gået fra lungerne og over i blodet. Den næste undersøgelse, Anita viser os, er lidt nemmere at forstå: Det kaldes en "gangtest."

Seks minutters gang

Sammen med en positiv og imødekommende ældre patient går vi til en tom gang på hospitalet. Her sætter Anita en bane op med kegler og sætter et pulsoximeter på patientens finger. "Med dette apparat kan vi måle pulsen og iltmætningen i blodet," forklarer Anita. "Med gangtesten får vi noget at vide om den distance, en patient går, og iltningen af blodet. Derefter oversætter vi oplysningerne til patientens evne til at udføre almindelige dagligdags aktiviteter. Vi bruger også testen til at overvåge lægens medicinske interventioner."

Lægen kan f.eks. have ordineret et antifibrosemiddel til behandling af IPF. Det kan forsinke sygdommens progression i lungefunktionen hos patienter med IPF. Når lægen har ordineret lægemidlet, vil han f.eks. gerne vide, om lungefunktionen hos en patient med IPF er blevet stabiliseret. Gangtesten kan bruges til at undersøge det. Patienten skal gå på et plant underlag i seks minutter. "Før og efter testen spørger vi patienten, hvordan han oplever sin åndenød. Det giver os information om, hvordan lungerne reagerer på fysisk anstrengelse."

Bodybox

Bodybox"Med en bodybox kan man måle, om patienten har restriktiv lungefunktion." Til undersøgelsen i bodyboxen anbringes patienten i det lukkede rum. Princippet i apparatet er, at når lungerne udvider sig, falder trykket i lungerne. Det øger trykket i boxen, fordi det er et lukket system. Med denne mekanisme kan teknikeren måle lungernes såkaldte funktionelle residualkapacitet (FRC).

Efter denne informative forklaring er patientkonsultationen slut. "Jeg er rigtig glad for mit job," fortæller Anita, mens vi nyder en kop kaffe og taler om livet som lungefunktionstekniker. "Jeg ville gerne arbejde med mennesker og teknologi. Lungefunktionsundersøgelser viste sig at være en glimrende kombination af de to ting." Anita virker rolig og sikker, men hun indrømmer, at det ikke altid er gået glat. "Da jeg startede, var jeg lidt forskrækket over, hvor forpustede folk kan blive. Jeg havde svært ved at få folk til at puste ud i længere tid under spirometrien, når jeg tydeligt kunne se, at de havde problemer."

Jeg får lov til at arbejde med mennesker og med teknologi. Kan man forestille sig noget bedre?

Men Anita blev mere dus med jobbet, da hun fik mere erfaring. "Jeg synes, det er nemmere nu, fordi aldersforskellen mellem mig og patienterne bliver mindre. Når man er 22, tænker patienterne måske, om sådan en ung pige virkelig ved, hvad hun beder dem om." Anita synes, at hun har et meget attraktivt arbejde. "Noget af det bedste ved mit arbejde er, at alle patienter er forskellige. Alle skal tages forskelligt. Jeg har derfor både afvekslende og rutinemæssige opgaver. Og jeg får lov til at arbejde med mennesker og med teknologi. Man kan ikke forestille sig noget bedre," slutter Anita glad. 


disclaimer
zinccode